Den sidste uge af vores sommerferie (uge 33) gik nok engang til Enø Camping. Vi havde fået Kaspers forældre til at spænde deres vogn på bilen og kommer dertil sammen med os. Så to pladser var booket ved siden af hinanden. Flemming og Vera kom om lørdagen (14. august). Vi kunne dog først komme søndag, da vi skulle til sommerfest hos Jeppe og Diana (2 x 40 år + 11 års bryllupsdag) i Vejby, Nordsjælland (det skal lige bemærkes at det var den aften hvor specielt Østsjælland blev sat under vand – heldigvis er deres grund i Vejby så sandet at vandet bare forsvinder, men vi var da ikke i tvivl om af der kom vand ned fra oven).
 
Nå, men tilbage til turen til Enø: Vi skulle først vågne efter festen lørdag og derefter fra Vejby til Hvidovre, for at hente Sophus, så vi ankom til pladsen præcis kl. 15:00 og blev budt pænt velkommen af Tina, inden vi kørte ned med vognen på plads nr. 51. Efter en kop kaffe og muffin hos Flemming og Vera fik vi rigget til og rejst vores fortelt!
 
Som sagt havde det regnet meget om lørdagen i Købehavn og op langs med kysten nord for hovedstaden – Enø var dog sluppet nådigt med kun en 30-35 mm. Til gengæld viste vejret sig i den uge vi var der denne gang ikke fra sin pæneste side alle dage. Specielt tirsdag og onsdag var våde og triste, så de første par dage blev det ikke til de store udskejelser; men så hyggede vi os i hinandens selskab, og lavede en shoppingtur til Næstved storcenter om tirsdagen, hvor der blev købt tøj i den helt store stil!
 
Torsdag tog vi på tur Næstved Centrum – Flemming skulle se kirken (Skt. Peders Kirke), hvor han var døbt og vi gik samtidig en tur i centrum. Da vejret nu var klaret op tog vi om eftermiddagen en tur til Gavnø Slot for at se parken og slottet. Det var en flot oplevelse.
 
De sidste par dage inden vi tog hjem lørdag sidst på formiddagen, var vejret pænt. Så i modsætning til da vi pakkede sammen Sverige for 2 uger siden, så foregik det denne gang i tørvejr og med et 100% tørt telt!
 
Da det var tredje gang Kasper og jeg var på Enø Camping blev der ikke taget så mange billeder. Nogle er det dog blevet til og de findes som sædvanlig i foto-galleriet!