En lang og kold vinter er nu forbi og med Påsken starter vores campingsæson – og sikken en start! Vi turde dårlig tro på metrologerne da de meldte om temperaturer over 20 gr. og masser af sol alle påskedagene. Men jo, det viste sig at holde stik og vi fik den vel nok bedste Påske i flere år.
 
Vi havde for lang tid siden besluttet os for at turen skulle gå til området ved Ry og havde derfor booket plads fra onsdag til mandag på Birkhede Camping mellem Ry og Laven.
Da vi begge holdt fri om onsdagen tog vi af sted fra Hvidovre 5 minutter i 8 om morgenen og kunne dermed være fremme lige før middagstid på campingpladsen. Efter at have været en gåtur rundt på pladsen valgte vi en plads på den nedre del af pladsen hvorfra der er kik ud over Knudsø. Efter et par timer var der stillet op og med temperaturer der sneg sig op over de 20 var en temmelig varm omgang at rejst forteltet.
 
Vi ringene til Jens og Tine sidst på dagen og fik bekræftet at farmor var hos dem – og så blev det aftalt at vi tog påskekagen med til dem Skærtorsdag; så ville de lave lammekølle på grillen til os alle om aftenen.
 
Langfredag tog vi på Himmelbjerget. Vi kørte til p-pladsen ved bjergets top og gik derefter hen til tårnet og så af stierne ned til anlægspladsen hvor Hjejlen om sommeren lægger til – det var egentlig synd at den ikke sejlede når nu vejret var så fint, men det må vi have til gode til en anden gang.
 
Påskesøndag tog på tur ind til Silkeborg – køreturen fra Laven til Silkeborg langs med Juelsø er utrolig flot med skov og kuperet terræn ligesom selve Silkeborg ligger rigtig smukt. Vi havde talt om at ville på Silkeborg Kunstmuseum for at se deres Jorn samling – men det fravalgte vi da vejret var så godt; så ville det være synd at gå rundt inden døre.
 
Alt i alt en super påsketur hvor temperaturen alle dage lå på 20 gr. eller lige derover – det var pludselig blevet forår, ja næsten sommer. Kun aftentemperaturerne afslørede at vi kun var i april måned ligesom træerne kun lige var sprunget ud. Kan vi bare få sådan noget vejr når det bliver sommer kan vi ikke forlange mere.
 
 
God campingsæson til alle!