Artikelindeks

22/6 – 24/6 – Sankt Hans
Alt lader til at være klar til Sankt Hans festen – Lars har bestilt grill og gris som han og Ole hentede lørdag morgen. Vejudsigten er til gengæld ikke helt stabil (det plejer det jo også sjældent at være til Sankt Hans)! Så ud over at sørge for et fadølsanlæg, så har Bogø også sørget for at der er en stor pavillon, så vi kan sidde i enten tørvejr eller bare i læ. Jo alt er klar til Sankt Hans!
Heldigvis holdt vejret om aftenen – der kom kun en enkelt lille byge i løbet af eftermiddagen. Grisen blev også super. Den blev lagt på grillen lidt over 12 – så var den klar til at vi kunne spise i god tid; vi skulle nemlig over og se/høre ”Fællessang på Charlie” som sender direkte fra pladsen ved det tidligere Dansk Folkeferie i Karrebæksminde, kun 5 minutters gang fra campingpladsen.
Grisen var for øvrigt helt perfekt stegt og smagte himmelsk og vi havde en rigtig hyggelig og sjov Sankt Hans aften.