Artikelindeks

Påsken 4/4 – 9/4-2012
Metrologerne lover ikke det bedste Påskevejr – men vi trodser deres ikke alt for positive udsigter og kører af sted onsdag efter arbejde. Dog må vi lige vende retur da vi kommer til Køge, da vi pludselig opdager at vi ikke har fået nøglerne til campingvognen med – sådan er det når man første gang er af sted uden vognen efter bilen…
Nå, men heldigvis er rigtig mange på forlænget påskeferie og trafikken glider uden problemer ud af København, så bortset fra de 3 kvarters ekstra tur det gav at køre frem og tilbage så gik det – og vi kunne så samtidig glæde os over at vi ikke skulle til at slå telt op og stille an – det hele er klar når vi kommer derned.
Vi havde besluttet os for at skifte fra gas-varme i forteltet til laser-kamin – så vi gjorde holdt ved Harald-Nyborg i Næstved for at købe en ovn. Det gik sådan set også helt fint – indtil vi kom ud til vognen og så opdagede at de havde givet os den forkerte; så jeg (Anders) måtte en tur tilbage til HN for bytte alt i mens Kasper og Sophus pakkede ud.
Tilbage med den nye olie/laserovn blev der fyret op i forteltet – og det gav den hel anden varme end gas-ovnen. Der er ingen tvivl om at laser-ovnen er langt mere effektiv og samtidig afgiver den også mindre fugt så vi undgår at vinduerne dugger til.
 
Skærtorsdag var vejret hæderligt – om end det ikke rigtig var varmt, så hjælper det altid når solen kommer frem. Om eftermiddagen blev det til en gåtur på stranden og forbi campingkiosken for at få en is; der er heldigvis masser af læ og det var der rigtig mange som nød. Og nå ja – så er 5. april også Sophus’ fødselsdag; i år blev han 7 år – så i hundeår er han nu 52 år men opfører sig ind imellem som en teenager selvom han er blevet ældre.
 
Langfredag startede fint med sol, men omkring middagstid skiftede vejret og selvom om det ikke blev til meget regn, så gjorde den kraftige vind sammen med de lave temperaturer det til en kold fornøjelse. Så aftensmaden (lakseruller omviklet med bacon) blev lavet i den lille ovn i forteltet og spist inde i vognen, inden vi sluttede dagen af med en ”Enkelt”.
 
Da vejret stadig lørdag formiddag var kedeligt tog vi en tur ind i Næstved Storcenter for at handle lidt ind til de næste par dage – ikke fordi vi skulle have det helt store, men man kan jo altid ose lidt os se på vinduer. På vejen gjorde vi holdt ved Enø Fiskehus for at købe et kilo jomfruhummerhaler, som vi skal have til aftensmad - så resten af eftermiddagen sad Kasper og flækkede haler. De blev herefter anbragt i to foliebakker, hældt over med lidt smeltet smør, hvidløg og persille; så fik hver bakke lige godt 5 minutter på kraftig varme på grillen og så serveret med flutes og en kølig hvidvin – lækkert! Efter aftensmaden gik vi op på grillen for at høre musik og nyde selskabet med de andre campister – hvorfor det hele så endte med, at et større selskab havnede i vores fortelt indtil kl. halv tre om natten ved vi ikke – men hyggeligt var det!!!
 
Påskedag, søndag, var solen igen fremme – og som et resultat af turen på grillen lørdag aften havde Kasper et større opbud af kvinder der skulle have fodmassage/zoneterapi, så fra kl. 10:30 var pludselig kø ude foran teltet, så vi blev nød til at sætte stole ud som et andet venteværelse. Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder af det, men for dem som ikke vidste hvad der foregik, må det have set morsomt ud! Sidst på eftermiddagen var det slut med solen og vi rykkede derfor indenfor i vognen for aftenen – lidt trætte efter gårsdagens/nattens eskapader blev aftensmaden bare til lidt rester af halerne og andet pålæg.
2. Påskedag var det stadig overskuet, småregn og koldt – så efter morgenmaden fik vi gjort vognen ren og pakket bilen så vi omkring 10:15 satte kursen mod Hvidovre efter en vejrmæssig kølig påske, men bestem med masser af hygge og sjælevarme.
Tusind tak til alle for dejlig påskedage – vi ses i de kommende uger.