14/6 – 16/6
Vores næstsidste weekend af forårssæsonen (weekenden 21-23. kommer vi ikke da vi skal til fest), så derfor er det denne weekend vi skal have pakket forteltet ned, men vi starter dog fredagen med en middag hos Michael og Jeanie. VI har en rigtig hyggelig aften, med dejlig mad – 3 retter: Til forret kæmpe-rejer på grill – hovedret kalvesteg og brasede grøntsager og til dessert jordbær med flødecreme.
Vejudsigten havde meldt regnvejr fra midt/sidst på eftermiddagen lørdag, så så snart vi var færdige med morgenmaden lørdag gik vi i gang med nedtagningen. Da der heldigvis havde været nogle gode kraftige byger i ugens løb var al pollen skyllet af teltet, så det var stort set ren på taget (siderne fik jeg lige vasket fredag da vi ankom, så de var også rene og tørre) – så da klokken var 11:30 var hele teltet pakket ned. Resten af eftermiddagen gik med snak med Camilla og Tina (Selberg), inden vi til aften gik op i grillen for at spise; vi havde besluttet os for den lette løsning nu vi ikke havde ”stuen” mere og samtidig var vi så fri for at skulle tænke på ret meget mad denne weekend. Da regnen så også samtidig kom, som lovet, om eftermiddagen, så passede det fint.
Søndag kørte vi hjem efter morgenmaden – dels fortsatte bygerne og vi bilen skulle tømmes for alt, så der var nok at se til. Nu er der så kun en weekend tilbage på Enø i denne omgang, Havnefesten. Weekenden er egentlig ikke med i forårssæsonen, men vi har tilkøbt og håber nu bare på samme gode vejr som sidste år.