Artikelindeks

4/4 – 7/4 – Snart forår?
Vi har nogle enkelte fridage tilbage i ferieåret som skal afholdes inden 1. maj – en af dem tager vi fredag d. 4. april, så efter kun 3 arbejdsdage er vi tilbage på Enø. På trods af at vi håber på forår så lader det vente noget på sig; temperaturen om dagen er stadig kølig (selvom vi ikke har meget vind), men om natten er det stadig frost. Netop nattefrosten betyder at der stadig er lukket for vandhanen lige bag vores vogn og vi skal derfor hente vand i servicebygningen, ligesom vi er meget omhyggelige med at få lukket vandet af vognen når vi tager herfra.
Weekenden er nu ellers bare stille og rolig – altså bortset fra at vi måtte have lidt hjælp til at få rettet Kaspers frisure efter han selv havde været i gang med trimmeren; men nu har han så også fået fartstriber og det hele! Der ud over var der lige et par fodbehandlinger om lørdagen, hvor jeg også fik skiftet alle pløkkene hele vejen rundt fra de almindelig korte røde til de lange; nu var frosten dog trods alt gået af jorden og nogle af de almindelige var begyndt at arbejde sig op. Lørdag var for øvrigt den dag med det bedste vejr, søndag skiftede vinden fra det kølige nord-østlige hjørne og over i det mere normale vestlige; ikke at det blev meget varmere af det…