Lørdag d. 26. juli 2014
Så er det – langt om længe – sommerferie for os. I år bliver vi, af forskellige årsager, i Danmark og skal således for første gang holde sommerferie i campingvognen indenfor landets grænser.
Vi har delt ferien op i to etaper; første del gør til Nordvestjylland, nærmere bestemt til Svinkløv Camping ved Jammerbugten, hvor vi har booket en ugens ophold.
Så da klokken har rundet 6 (!) lørdag morgen er vi uden af sengen hjemme i Hvidovre, får spist lidt morgenmad. Herefter bliver det sidste pakket i vognen og da først Sophus er klar i bilen lidt over 7, ja så er det bare om at komme afsted.

Der er ikke mange biler på vejene sådan tidlig lørdag morgen, så det går ganske let og nemt med at komme ned gennem vejrarbejdet på Køge Bugt Motorvejen og videre mod Fyn. Vejrudsigten har de sidste par dage svinget mellem et ordentligt brag, som afslutning på den sidste lange hedebølge og så fortsat, ja netop: Hedebølge. Vi får lidt af den regn som hele landet sukker efter – på strækningen mellem Fredericia og op til Aarhus! Det er ikke meget, men dog nok til, at de 24 gr. vi starter i på Sjælland, bliver til 17 gr. ved Skanderborg, for så at stige til de. 29 gr. da vi når til Løgstør. Her gør vi et lille ophold, for at nyde udsigten ved Limfjorden og Aggersundbroen (mens vi får en Fransk Hotdog til frokost).
Vi er fremme på Svinkløv Camping ca. 13:30 – og så er det bare med at få vognen inde på plads og rullet makisen ud. Pladsen er ejet af Skov- og Naturstyrelsen og er en rigtig naturplads, hvor man dels kan ligge med udsigt direkte over Jammerbugt (og deraf risiko for en god nordvesten vind) eller inden i parceller i skoven; vi har valgt det sidste; hvilket dog sådan en dag med knap 30 gr. og ingen vind er meget varmt. Så da markise, bord og stole er ude, bliver vi enige om, at det vist er på sin plads med en tur i Vesterhavet. Der er egentlig ikke så langt til vandet – bortset fra, at skrænten er ret stejl og vi vel skal en 20-25 højdemeter ned, inden vi er nede på stranden. Til gengæld er vandet, for Vesterhavet, sjældent varmt og helt fantastisk at bade i, selv Kasper var ikke til at få op igen og var ude og under flere gange i den times tid vi var der. Sophus er til gengæld ikke vild med at komme i bølgen, men vi tager ham under armen og sætter ham forsigtig i vandet og han svømmer uden problemer – ind mod land igen! Tilbage på pladsen får vi alle tre et brusebad, så saltet bliver skyllet af.
Til aften står den på hygge med en grillet svinemørbrad med kartofler og en frisk salat med vandmelon – og selvfølgelig en flaske rødvin. Jo nu er ferie begyndt.