Artikelindeks

Tirsdag d. 6. august 2013
Kasper ville have vasket noget tøj og ikke mindst sengetøj, så det meste af formiddagen gik med det. Ved 11 tiden kørte Dorthe og René en tur til Colmar og da Kasper havde hængt vasketøjet til tørre besluttede vi os for en tur til Riquewihr, for vi ville nyde denne lille perle af en by. Egentlig ville vi have spist en let lille frokost på en restaurant, men pludselig kunne specielt Sophus høre at det rumlede ude øst på, og vi turde derfor ikke satse på, at det ville blive ved med at holde tørvejr. Så vi kørte derfor de 5-7 km. tilbage til pladsen i Ribeauvillé og nåede at få alt vasketøjet ind inden tordenvejret og dermed regnen stod ned. Der kom en del vand i løbet af kort tid, men i modsætning til da vi lå på rastepladsen i Belgien på nedturen, så var der stort set ingen vind, så det var ”kun” vand. Det var faktisk helt rart at der kom noget vand for det gjorde luften meget mere behagelig.
Vi havde været så vilde med de store rejer vi fik ude i Normandiet, så det ville vi have igen i aften, så vi købte et halv kilo til aftensmad. Det var dog ikke samme kvalitet som i Normandiet, de var mere salte og lidt mere ”gummi-agtige”, så desværre ikke den samme nydelse som sidst, men de blev da spist.