Torsdag d. 8. august 2013
Regnen fortsatte det meste af aftenen og natten, men til morgen var det blevet tørvejr igen. Morgenmaden blev spist og op af formiddagen startede vi bilerne og kørte afsted for at finde nogle flasker (hvid-)vin til at tage med hjem til Danmark. Turen gennem de små vinbyer på ”Route de Vin” er rigtig hyggelig, selvom jeg tror de lokale franskmænd er noget trætte af alle os turister, som tuller afsted i langsomt tempo mens vi kigger på huse, vinstokke og leder efter vinhuse. Vi ville egentlig købe nogle flasker samme sted som for to år siden, men endte med at købe hos et andet vinhus, dog stadig Pinot Gris, da det er den drue som passer vores smagsløg bedst.
Tilbage i Ribeauvillé fik vi frokost og derefter blev den del af ”lejren” som vi ikke skulle bruge mere pakket ned, for i morgen gælder det turen hjem mod Danmark.
For at slutte ferie rigtigt gik vi op i Ribeauvillé by for at spise. Vi fandt en restaurant ved det store torv, hvor vi fik et bord udenfor, men stadig under en markise; det var klogt for pludselig stod det ned med vand! Så mens vi ventede på maden kunne se alle folk løbe forbi i regnen. Vi nød middagen og da vi nogle timer senere skulle gå tilbage til campingpladsen, var regnen holdt op, så både mætte og tørre kunne vi afslutte en dejlig ferie i h.h. Normandiet og Alsace foran vognen med et lille glas.