Artikelindeks

Mandag 29. juli 2013

Det var dejligt at sove ordentligt i nat og samtidig vide, at vi ikke skulle ud og køre flere hundrede kilometer. Morgenmaden blev købt i forretningen her på pladsen og nydt ude. Vejret er ganske pænt, taget i betragtning at vi ikke er sydpå som sidste år, men ligger lige ud til vandet i det nordligste Frankrig.
I dag skal vi ikke stresse alt for meget rundt; planen er at tage ind til Ste. Mere Eglise, kun 7-8 km. fra campingpladsen. Vi parkerer på torvet midt i byen, lige ved siden af kirken, hvor dukken, der forestiller John Steel hænger på tårnet. John Steel var en af de faldskærmsoldater, der blev kastet ned på D-dag og mens mange af hans kammerater blev skudt af tyskerne overlevede han ved at ”spille død” da han hang der på tårnet. 


 

Herefter gik turen over på modsatte side af torvet til The Airborne Troops Museum. Her fik vi hele historien om netop indsatsen fra luften på D-dag. Udstillingen er bygget op om et af de svævefly, der blev brugt til at fragte mandskab og udstyr over kanalen. Der ud over er der en hal med et af de Douglas C-47 (DC-3) fly, som også blev brugt til at trække svæveflyene. Som supplement var der en gennemgang af udstyr brugt under landgangen, samt en fortælling om en række af de folk, som havde deltaget. Spændende og – som vi sikkert også kommer til at mærke de næste dage – så skylder vi de folk, som var en del af invasionen på D-dag, en stor del af æren for at vi har den demokratiske verden vi har i dag. Vi var også forbi mindesmærket for den amerikanske kirkegård i Ste. Mere Englise; der er i dag ikke mere end et par flag; resterne af de soldater, som døde, er enten flyttet hjem til USA eller samlet på den Amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer; den kommer vi til en af de kommende dage.
Vi gik lidt rundt i byen og så på de forskellige forretninger, inden vi kørte ud til Super-U i udkanten af byen. Her fik vi købt ind til de næste par dage og efter samlet 4-5 timer gik det tilbage til campingpladsen og en let frokost. Dorthe – og specielt Rene – har nogle huslige gøremål de skal have klaret!
Da vi var færdige med at spise frokost blev det ret mørkt ude i horisonten og et par tordenbyger trak ind over os, så vi kravle ind i vognen, mens det trak forbi. Som så mange gange før når det har tordnet bliver luften rigtig frisk bagefter, og da vinden samtidig lagde sig og solen brød frem, ja så nød vi lidt rødvin sammen med Dorthe og René; og da det nu havde trukket ud med at skulle lave aftensmad blev vi enige om, at bestille pizza! Det var så en skuffelse, da de ikke var specielt gode, men det blev altså maden i aften.