Vi havde besluttet os for at sæsonnen skulle slutte med en kort udlandstur - til nordtyskland. Vi ville godt lidt rundt om i området ved Lübeck/Kiel, så med 5 campingcheque tog vi ned til Bad Segerberg og Klütsee Camp.
 
Så lørdag morgen, d. 17. oktober, kl. 8 kørte vi afsted fra Hvidovre med retning mod Rødby. Der var ikke den store trafik på vejen mod Rødby så alt i alt tog det 2 timer at køre til færgen - og vi kom med over kl. 10.15.
Vi ankom til pladsen lidt efter 12.30 og fik tjekket ind. Der var ikke særlig mange vogne på pladsen (bortset fra de to kæmpe områder med fastliggere; men her var der til gengæld heller ikke så mange "indbyggere" til stedet)! Kaspers forældrer var ankommet om fredagen og havde fået stillet vogn og vintertelt op - og vi fik pladsen lige ved siden af.
 
Sammenlignet med de pladser vi har besøgt i Danmark så virker det mærkelig at pladsen i Klüthsee skulle have 5 stjerne. Bevares, der er rent og pænt og de badefaciliteter der er brug for. Men f.eks. køkkenfaciliteter er der ikke noget særligt af; det kan vel mest bare kaldes et tekøkken med 2 kogeplader og ingen ovn - men det er nok der hvor os der tager vognen på tur adskiller sig fra regulære fastliggere, med store vogne og faste telte!
 
Vi havde nogle hyggelige dage i området hvor vi fik gået nogle ture med Sophus og også var inde omkring byerne. Må dog indrømme at der ikke blev taget så mange billeder andet end den første dag, hvor vi var i Laboe og se de forskellige krigsmindemærker for u-bådene under 2. verdenskrig. Spændende og tankevækkende; der gik mange mennesker til under krigen (også den krig!).